AI Design Authority
Vi står ved et vendepunkt i softwareudvikling. Diskussionen handler ofte om hvilken AI skriver den bedste kode (Claude vs. ChatGPT) eller hvor at AI skal bo et sted (IDE eller CLI). Men det er ikke det rigtige spørgsmål.
Problemet er ikke selve generering af koden. Det er validering deraf.
Hvis vi omfavner AI som "Vibe Coders" – hvor vi angiver intentionen og AI udfører — skaber vi en enorm strøm af ny software. En sværm af AI-agenter kan på et minut generere mere kode, end en seniorudvikler kan gennemgå på en uge. Mennesket er blevet flaskehalsen.
Løsningen er ikke mere mennesker. Løsningen er en AI-designmyndighed.
Fra håndværker til fabrikschef
Traditionelt er "Design Authority" en lille gruppe arkitekter, der mødes en gang om ugen eller måneden for at godkende eller afvise et design. I en verden af high-velocity AI-udvikling er den model håbløst forældet. Den er for langsom og for reaktiv.
Når vi skifter til "Disposable Code" – software, som vi ikke uendeligt refaktorerer, men smider væk og genererer igen, når kravene ændrer sig – ændres vores rolle fundamentalt. Vi er ikke længere murerne, der lægger sten for sten. Vi er arkitekterne af fabrikken, der printer væggene.
Men hvem kontrollerer, at væggene står lige?
"Gauntlet": En automatiseret ildprøve
En AI Design Authority er ikke en person, men en pipeline. En "Gauntlet", som hver linje genereret kode må kæmpe sig igennem for at nå produktion. Denne proces erstatter ikke den menneskelige code review med intet, men med noget bedre.
Den fungerer i tre lag:
1. Den Udførende Magt (Genereringen)
Vi beder ikke én AI om en løsning, vi beder om tre. Vi lader Gemini 3, GPT-5 og en open source-model (såsom Llama) arbejde parallelt på det samme problem. Det forhindrer tunel-syn og bryder den "dovenskab", som LLM'er nogle gange viser. Denne tilgang er også videnskabeligt undersøgt og påviser, at man kan forebygge AI-hallucinationer og opbygge meget lange kæder uden fejl
2. Det Hårde Filter (Loven)
Her er ingen diskussion mulig. Koden skal kompilere. Linters må ikke klage. Og afgørende: Black Box-tests skal bestå. Vi tester ikke om funktionen virker internt (det kan manipulere AI'en), vi tester om systemet udefra gør, hvad det skal. Fejler testen? Direkte i skraldespanden.
3. Det Bløde Filter (AI-juryen)
Dette er den egentlige innovation. De tilbageværende løsninger bliver forelagt en specialiseret "Voting AI". Denne agent skriver ikke kode, men læser kode. Den er trænet i vores arkitekturprincipper, sikkerhedskrav (OWASP, ISO) og compliance-regler (EU AI Act).
Den stemmer: "Løsning A er hurtigere, men Løsning B er mere sikker og følger vores microservices-arkitektur bedre."
Vinderen går i produktion.
Softwareens tredeling af magten
Denne model tvinger en magtdeling frem, som mangler i mange teams.
- Den lovgivende magt (Arkitekten): Arkitekten skriver "forfatningen". Prompterne, arkitektur-dokumenterne (
project-description.md, rules.md, skills.md en principles.md), de faste krav. Arkitekten bestemmer hvad vi bygger, hvem der bygger det, hvordan og hvorfor. - Den udøvende magt (Coding Agents): De udfører. Hurtigt, billigt og under tilsyn af menneskelige udviklere.
- Den dømmende magt (Design Authority): Et uafhængigt AI-lag, der kontrollerer overensstemmelse med loven.
Konklusion: Arkitektens nye rolle
Den befrier os fra syntax-tyranniet og lader os fokusere på det, vi er gode til: systemtænkning. Sandhedssøgning. Struktur og beslutningstagning.
Spørgsmålet er ikke, om AI kan skrive vores kode. Det emne er allerede afgjort. Kode bliver i høj grad et engangsprodukt.
Spørgsmålet er: Tør du overgive kontrollen over kode at give slip på det for at genvinde kontrollen over kvalitet at få kontrollen tilbage?
lad mig vide det
